Sjove danske sange

 

Færdiglavede konfirmationssange!

 

 

Her er så vores konfirmationssange, som kan bruges direkte til andre konfirmationer - husk at ændre navnet i sangen. ;-)

Gode konfirmationssange - billede af kirke 

Du kan også bruge sangteksterne som inspiration, hvis du påtænker at skrive dine egne konfirmationssange. Læs desuden siden skriv egen sangtekst, for at få flere fif og gode råd.

 

Vi vil meget gerne gøre denne side med sange til konfirmation så god som muligt, og derfor må du meget gerne sende os andre konfirmationssange, der må deles. Husk at de helst skal være så generelle, at andre kan bruge dem efter at have ændret navn mv.

 

Mel: ”I en kælder sort som kul..”  

 

Alle gæster hør nu her,

Jakob konfirmeres.

Med et lille knald især,

skal han nu chokeres,

en ballon vi får dertil,

alle grundigt puste vil,

blæser ham et stykke,

ønsker ham tillykke!

 

Jacob festsalut skal ha´,

uden krudt og kugler.

Hjerteballon skal i ha´,

pust til kinden buler.

Tag nu blot om ”snippen” fat,

fyld ballonen op dit skvat.

Hvem mon bli´r den første,

med den allerførste?

 

Nu puster alle ballonen op, slår knude og rejser sig op! 

 

Læg ballonen bag din mås,

glem din kniv og gaffel.

Ej et større knald vist fås,

ved et kong´ligt taffel.

En og to og tre og fir´,

Konfirmandens brag det gir´.

Er i alle rede?

Så slå røv i sæde!

 

Denne sang var så fra os,

onkel og så moster.

Lavet helt specielt af os,

den dig intet koster.

Nu skal alle op og stå,

Ja, de store og de små.

Meget held og lykke,

samt et stort tillykke!

 

Download sangen her

 

 

Mel: ”Det er i dag et vejr..” 

 

(Kvinderne synger) 

Hej kære Jacob lyt til vores råd,

vi gi´r dig nemlig livets røde tråd.

Hvis du vil frem og følges med en kvinde,

Så er det godt, hvis du ka´ stå på pinde

og føje hende ved det mindste vink.

 

(Mændene synger) 

Næ, hør nu her, hvad er det for en snak,

”den røde tråd”, det var vist den der ”knak”!

Nu skal du høre, hvad vi har at sige,

du skulle ta´ at finde dig en pige,

som godt kan passe på sig selv – og dig.

 

(Kvinderne synger) 

Lyt ej til mænd, de aner alt for lidt,

de har en viden under gennemsnit.

Hvis du vil ha´ et liv med fryd og glæde,

så finder du en kvinde, du kan klæde

med pels og smykker – mens du kysser blidt.

 

(Mændene synger) 

Næ, find du dig en kone med forstand,

der elske vil en fattig kunstnermand.

Som kysser dig og nusser dine fødder,

Som gi´r dig plaster på, når hjertet bløder,

og laver kaf´ og henter morgenbrød.

 

(Kvinderne synger) 

Vask op, lav mad, gør rent og gør det godt,

det vil en kvinde altid finde flot.

Så vil hun dig så rigeligt beundre,

og du vil andre mænd totalt forundre

- især de mænd, som selv er endt som skrot.

 

(Mændene synger) 

Råb op, spis mad, svin til og gør det godt,

det vil en rigtig kvinde syn´s er hot.

De ka´ li´ rigtig´ mænd med store arme,

der fylder rummet ud med deres charme,

- og du må gerne være rigtig fræk!

 

(Alle) 

Tag lidt af hvert og find så selv på no´et,

det er vel sådan set det bedste råd.

Vi tror, at du vil finde egne veje

med gyldne tider og med nogle seje

- men du vil altid ha´ en ledetråd!

 

Download sangen her

 

 

Mel: ”I en kælder sort som kul..” 

 

Konfirmand så fro og glad

ser vi her ved bordet,

her er pynt og dejlig mad,

nu vi tager ordet.

Synger om en tid der gik,

om en lille unge kvik,

vi har mange minder,

nogle frem vi finder.

 

Altid munter – højt humør

vi hos dig kan finde,

du er altid i vigør

ude – ja, og inde.

Pillefinger – ak og ve,

skader ku´ der ofte ske.

Meget skal du lave,

travlt det vil du have.

 

Du om fingrene os sno

helt fra barndomsalder,

vi er dine ”fans” – jo, jo!

Kommer når du kalder.

Kammerater – ja, i flok,

flere snese tror vi nok,

høj musik i spiller,

i på knappen stiller.

 

Og din stakkels mor og far

på den støj må høre,

tit de sig til ho´det ta´r

putter vat i øret.

Det kan ofte være drøjt,

Dog så elsker de dig højt,

heldig papegøje

de dig altid føje.

 

Tak for årene der svandt,

vil vi gerne sige.

Tak for minderne vi fandt,

de er uden lige.

Alle skal vi op at stå,

så et leve du kan få.

Alt godt vil vi håbe.

HURRA vil vi råbe!  

 

Download sangen her

 

 

En konfirmation er en rigtig stor ting for konfirmanden, og vi håber, at du har fundet en eller flere konfirmationssange, som du kunne bruge her på siden. Som nævnt ovenfor må du meget gerne sende os andre konfirmationssange, så vi kan få et større og bedre udvalg af sange til konfirmation hen ad vejen.

En anden mulighed til underholdingen er at booke en stand up komiker til konfirmationen. Her er et bud på forskellige komikere som kan skræddersy et festindslag til konfirmationen.